På trods af Putin og usikre energipriser: Fjernvarmen stiger ikke i pris i 2024

30. november 2023

Give Fjernvarme skal i disse måneder manøvrere i et udfordrende farvand mellem stærkt svingende energipriser og en stor opgradering af fjernvarmen, hvor det handler om byggeri af nye administrations- og teknikbygninger samt etablering af en stor vandakkumuleringstank til overskudsvarme fra Danpo i Farre. Hvilke konsekvenser det får for prisen på fjernvarme i 2024 kan du læse om her 

Af Jim Hoff – jim hoff@voreslokalavis.dk

ENERGI: Der er gode nyheder til fjernvarmeforbrugerne i Giveområdet. Ifølge budgettet for 2024 vil forbrugerne ikke blive ramt af prisstigninger, idet der er budgetteret med de samme priser som i 2023.  

Det fortæller Peter Mikael Kjer, der er driftsleder hos Give Fjernvarme.  

-På trods af inflation, krig og ufred rundt om i verden, kan vi køre med uændrede priser i 2024. Priser som v i forvejen er lave sammenlignet med landsgennemsnittet, og det gør det jo ikke mindre attraktivt at blive koblet på fjernvarmen. Årsagen til at vi kan holde prisen på et ellers udfordret energimarked handler om, at vi har brede skuldre at løfte vores omkostninger med. Der er kommet flere og flere betalere, således har vi lige fået forbruger nummer 2000 koblet på, og så skal det også med i ligningen her, at vi fra september til december i 2024 kan få del i den billige overskudsvarme fra Danpo i Farre. Den faktor har vi også indregnet i vores budget for 2024, forklarer Peter Mikael. 

Vi kan her afsløre, at forbruger nummer 2000 bor på Violvej i Blomsterkvarteret i Give, og Peter Mikael kan også berette om en stabil tilvækst af forbrugere de sidste år. Og apropos tilvækst så lad os lige vende blikket mod Thyregod, hvor det nu for alvor ser ud til, at koblingen mellem Give Fjernvarme og Thyregod bliver en realitet.


Meget tæt på med fjernvarme til Thyregod  

- Thyregod vil med på fjernvarmebølgen. I starten af ugen blev der åbnet op for en pulje på 150 millioner kroner, hvor man kan søge økonomisk hjælp til lokale energiprojekter, og her byder gruppen bar fjernvarmeprojektet i Thyregod ind. Gruppen har hyret en rådgiver, som skal hjælpe med at lave samarbejdsaftaler, og ”& green project”, der udvikler, projekterer og leverer fjernvarmeløsninger har hele tiden været med på sidelinjen hos energiprojektet i Thyregod – og er stadig med, fortæller Peter Mikael.  

Thyregodprojektet er strikket således sammen, at der etableres en transmissionsledning fra fjernvarmen til Give Nord, da det bliver Thyregod-Vester og & green Project, der leverer rørene. Give Fjernvarme skal så levere selve varmen. Det gør det mindre omkostningstungt, og en anden genial sidegevinst er, at fjernvarmen nu også kan levere varme til industriområdet på og omkring Hjortsvangen, hvor alle matrikler får muligheden for at blive koblet på fjernvarmen. 


Energipark Give med til at sikre billig og vedvarende energi 

- I forhold til at kunne blive ved med at levere billig, stabil og vedvarende varme til forbrugerne, så har jeg også store forventninger til det nye store energiprojekt, Energipark Give, der kommer til at ligge nord for Give. Jeg vil tro, at man her indenfor en tidshorisont på cirka 3 år vil være i stand til at levere varme – potentialet for billig energi er i hvert fald til stede her også, siger Peter Mikael.  

Energipark Give kommer ifølge idegrundlaget i skrivende stund til at operere med solceller, vindmøller, ptx-strøm til brint og biomasse-energi. Og her kan fjernvarmen i Give ifølge driftslederen bestemt også se en lang række stærke muligheder for og fordele ved at blive en del af dette nye energi-eventyr i området. 


Der graves på livet løs ved Tykhøjetvej 

I disse uger graves der intenst og målrettet på strækningen mellem fjernvarmen på Østerhovedvej og Farre by. Her etableres der ledningsnet, så den store akkumuleringstank kan modtage overskudsvarme fra Danpo.  

- Lige graver vi, samtidig med at vi lægger rør langs Tykhøjetvej, i Ågade i Farre, og jeg forventer, at vi er færdige med projektet til august 2024, så borgerne i Farre kan få fjernvarme hen i 2024. Vejle Spildevand graver også i Farre i disse uger, og det koordinerer vi naturligvis, så vi undgår en masse spildtid og ekstra graveri. Projektet går lige efter bogen, og vi ser meget frem til, når vi kan skrue op for hanerne med varmt fjernvarmevand til borgerne i byen, fortæller Peter Mikael. 


Succeshistorier fra Give Vest og Golfbyen 

Vender vi fjernvarmekikkerten mod Give Vest, industriområdet omkring Bæksgårdsvej og Kornvej, så kan Peter Mikael oplyse, at fjernvarmen åbner for varmen ultimo december i 2023.  

- Det er noget af en succeshistorie med fjernvarmeprojektet i Give Vest. Alle er med, hvilket vi er utroligt glade for. 
Give Fjernvarme er også godt i gang i “Golfbyen”, eksempelvis hos Milton, hvor der etableres fjernvarme til samtlige 148 boliger. Derudover er man i gang med at renovere ledningsnettet på Hyldevang, hvor man efter en række droneoverflyvninger har spottet de dårligste ledningsområder, som nu skiftes ud. 


Hvad med Givskud og Gadbjerg? 

Ud over Thyregod er de to lokalsamfund Gadbjerg og Givskud også i spil til at modtage fjernvarme fra værket i Give. Men lige her og nu kan det ifølge Peter Mikael ikke lade sig gøre.  

 -Det handler om økonomien i projektet. Som det set ud lige nu, er det simpelthen for dyrt. Vi regner på tallene, og jeg vil faktisk opfordre borgerne i de to byer til at se på Thyregod-projektet og eventuelt koble “& green project” på som rådgivere. Her kunne det være en god ide at gå sammen og så etablere sit eget ledningsnet og den vej rundt få et vigtigt lokalt ejerskab omkring fjernvarmetilkoblingen. Vi skal nok stå for driften og sørge for, at der er varmt vand i rørene.  

Efter nytår flytter hele administrationen fra Energivej om i de nybyggede lokaliteter på Østerhovedvej, og Peter Mikael forventer, at den nye akkumuleringstank og de nye teknikrum vil være i fuld drift pr. april 2024.

 

Her er håndværkerne i gang med at føre ledningsnettet under motortrafikvejen mellem Give og Uhe - og det er en lidt sværere manøvre, når det fryser 7-8  grader. Foto: Jim Hoff